Karakteristiske træk ved Parkinsons sygdom
Parkinsons sygdom er en almindeligt forekommende nervesygdom. Præcis hvor almindelig den er, kan ikke siges med sikkerhed. Ifølge nogle skøn har én person ud af 300 lidelsen. Sandsynligheden, for at et menneske udvikler Parkinsons sygdom i løbet af livet, skønnes at være omkring 1 ud af 40 eller 50. Selvom sygdommen kan bryde ud i en hvilken som helst alder fra teenageårene og frem, er den langt mere almindelig fra 50-årsalderen og frem. Hos ældre mennesker slås symptomerne på Parkinsons sygdom ofte hen som værende "alderdom", og det er derfor sandsynligt, at sygdommen i virkeligheden forekommer hyppigere end antaget.
Der findes ingen klare beviser for, at Parkinsons sygdom er ved at blive mere almindelig. Flere mennesker får stillet diagnosen i dag, men det skyldes til dels, at man er blevet mere opmærksom på sygdommen og bedre til at konstatere den. Den stigende andel af ældre mennesker i befolkningen spiller også ind, idet Parkinsons sygdom forekommer hyppigst blandt ældre mennesker. Vurderinger af, hvor hyppigt Parkinsons sygdom forekommer rundt omkring i verden, varierer, og vi ved ikke, om dette afspejler en ægte geografisk variation i sygdommens forekomst.
En tilnærmet kurve over den hyppigere forekomst af Parkinsons
sygdom med alderen.
Miljøforurening som følge af industrialiseringen er ofte blevet beskyldt for at være medvirkende til at Parkinsons sygdom opstår. Hvis det var sandt, skulle man forvente, at sygdommen var mere almindelig i de industrialiserede lande, og det er der nogle undersøgelser, der tyder på. Det kan imidlertid være, at disse undersøgelser blot afspejler, at velfungerende sundhedssystemer gør det lettere at foretage mere præcise vurderinger af, hvor hyppigt Parkinsons sygdom forekommer.
Parkinsons sygdom rammer lidt oftere mænd end kvinder. For tiden forskes der meget i betydningen af genetiske faktorer - se side 15. Genetiske faktorer er et vigtigt led i forklaringen af de sjældnere former for sygdommen, der bryder ud før 50-årsalderen (se side 15).
Symptomer på Parkinsons sygdom
Symptomerne på Parkinsons sygdom udvikler sig som regel meget gradvis i løbet af år snarere end måneder. Den syge kan være uvidende om, at han eller hun har symptomer på sygdommen. Sygdommens kendetegn bemærkes ofte først af en ven eller slægtning, som måske lader en bemærkning falde om, at personen er ved at blive "langsom" eller ryster lidt - uden at patienten selv har mærket noget. Først når diagnosen er stillet, indser patienten og familien måske, at symptomerne (om end milde og ikke spor invaliderende) set i bakspejlet har været til stede længe.
De første milde symptomer varierer, men som regel udvikler den syge gradvis en række kendetegn, der er typiske for Parkinsons sygdom. Det er ikke alle patienter, der får alle symptomerne. Det er først, når de særlige kendetegn optræder sammen, at diagnosen kan stilles, selvom en slægtning eller praktiserende læge måske allerede har en mistanke. Som regel vil den praktiserende læge henvise personen til en specialist for at få en sikker diagnose og rådgivning om behandling.
I det følgende omtales nogle af de mere almindelige kendetegn ved sygdommen.
Langsomhed
Patienten eller dennes slægtninge bemærker, at vedkommende bliver hurtigere træt og begynder at blive langsommere. Gangen så vel som fingerfærdigheden kan være påvirket. Den syge føler sig måske klodset, især når det gælder "pillearbejde" som for eksempel at åbne og lukke knapper. Visse "automatiske" bevægelser bliver langsommere. Det kan for eksempel være, at patienten ikke blinker eller synker så tit som før. Hvis der bliver meget længere mellem synkebevægelserne, efterhånden som sygdommen skrider frem, kan der ophobes spyt i munden, som sommetider løber over ud ad mundvigen. Patientens ansigt synes måske mindre mobilt og ansigtsbevægelserne mindre spontane. Hvis ansigtsmimikken er meget nedsat, kan ansigtet i sygdommens senere stadier få et "maskeagtigt" udseende. Lægerne vil måske bruge ordet bradykinesi, hvilket betyder ubevægelighed i siddende eller stående stilling, det vil sige benene lægges ikke over kors, og arme og hænder bevæges ikke.
Rysten på den ene hånd eller begge hænder er det almindeligste
tidlige symptom på Parkinsons sygdom.
Stivhed
Patienter med Parkinsons sygdom oplever, at de bliver mere og mere stive, især i arme og ben. Det kan give problemer med at klæde sig på. Stivheden er sommetider ledsaget af smerter, og mange mennesker med Parkinsons sygdom går til læge med symptomer, der tyder på "en frossen skulder". Det skyldes, at musklerne omkring skulder og overarm bliver stivere, og de resulterende smerter opfattes som ledsmerter. Efterhånden som sygdommen får stivheden og langsomheden til at øges, vil de tilsammen komme til at påvirke personens gang og andre handlinger (se nedenfor).
Rysten
Det er typisk en hånd eller fod, der først begynder at ryste. Det er som regel en ganske let rysten med bevægelser på en halv centimeter eller mindre, som gentages omkring tre til fem gange i sekundet. På hånden er det som oftest tommel-, pege-, og langfingeren, der er påvirket. Bevægelsen kan se ud, som om personen triller en kugle mellem tommelfingeren og de to andre fingre. Underarmen kan også være påvirket, således at hånden bevæges rundt i cirkler.
Rysten ses typisk i hvile og forsvinder, når personen rejser sig op for at hente noget, men det er ikke altid tilfældet. Den forværres af stress, angst eller ophidselse.
Patienten kan bevidst undertrykke sin rysten i kort tid, men det kræver koncentration, og den vender tilbage, når opmærksomheden flyttes over på noget andet. Patientens rysten forsvinder som regel under søvnen.
Balanceproblemer Efterhånden som sygdommen skrider frem, kan patienten komme til at føle sig usikker på benene og blive tilbøjelig til at falde. Det sker, når sygdommen påvirker de reflekser, som gør raske mennesker i stand til hurtigt at rette sig op, når de snubler. Hos mennesker med Parkinsons sygdom gør stivheden og langsomheden det vanskeligt at genfinde balancen.
Diagnose og sygdomsforløb
I begyndelsen påvirker hovedsymptomerne på Parkinsons sygdom (langsomhed, stivhed, rysten og balanceproblemer) som regel kun den ene side af kroppen. Efterhånden som sygdommen skrider frem, kan den anden side også påvirkes. Symptomernes opståen i den ene side afspejler tab af nerveceller (neuroner) i substantia nigra i den modsatte side af hjernen.
Balanceproblemer
Når symptomerne forværres, kan de påvirke forskellige dagligdags aktiviteter. Håndskrift en ændres typisk og bliver mindre og mere anstrengt. Håndens rysten (hvis det er den skrivende hånd, der ryster) kan måske også ses i personens skrift. Stivhed i fingrene kan gøre det vanskeligt at binde snørebånd, slips eller at sy. Stemmen bliver måske mere dæmpet.
Langsom, trippende gang kan gå over i løb.
Gangen kan påvirkes. Tidligt i sygdommen svinger armen i den ramte side ikke normalt, når personen går. Efterhånden som sygdommen skrider frem, begynder den syge måske at gå foroverbøjet og med små skridt. Dermed forværres balanceproblemet, fordi tyngdepunktet flytter sig frem mod tæerne, hvilket skaber en ustabil holdning. De langsomme, små skridt bliver hurtigere og mere trippende, idet personen prøver at "indhente" sit tyngdepunkt, og gangen kan blive til løb. Efter en række små skridt kan den syge opleve, at fødderne tilsyneladende "fryser fast" til underlaget.
Rysten, langsomhed og stivhed er hovedsymptomerne, men tidligt i forløbet kan mennesker med Parkinsons sygdom være besværet af andre, såkaldt mindre, symptomer. Det drejer sig blandt andet om forstoppelse, hyppig vandladningstrang og fedtet hud. Nogle patienter plages af depression og forvirring, symptomer der ofte skyldes problemer med andre signalstoffer (se nedenfor).
Hastigheden, hvormed Parkinsons sygdom udvikler sig, varierer fra person til person. Generelt vil de, der først og fremmest udviser rysten, klare sig godt og opleve et langsomt sygdomsforløb med kun mild til moderat stivhed eller langsomhed. Hos patienter, der får sygdommen i en tidlig alder, har den en tendens til at skride lidt hurtigere frem i begyndelsen, men vil ofte stabilisere sig efter 5-10 år. Hos patienter, der får sygdommen senere i livet, udvikler den sig som regel langsomt i løbet af omkring 10 år. I de senere stadier kan sygdommen kompliceres af motoriske svingninger som for eksempel dyskinesi eller "off-perioder" (se side 27).
Moderne medicinsk behandling af Parkinsons sygdom har ført til betydelige forbedringer af patienternes livskvalitet, også på længere sigt. Faktisk kan langt de fleste patienter se frem til at leve lige så længe, som de ville have gjort, hvis de ikke havde fået sygdommen.
Sygdommens udvikling afspejler det stadige tab af dopamin-producerende neuroner i substantia nigra og efterhånden også tab af nerveceller i andre områder af hjernen, som ikke er forbundet med dopamin-produktion. Det sidste fører til symptomer, der ikke kan afhjælpes med lægemidler, der har samme virkning som dopamin (dopaminerge lægemidler) såsom levodopa eller dopaminagonister. Vores manglende evne til at ændre forløbet af Parkinsons sygdom er den største begrænsning ved de behandlingsmetoder, vi kender i dag, og der gøres en betydelig forskningsindsats for at udvikle nervecellebevarende lægemidler.
Værd at huske
- Sandsynligheden for at udvikle Parkinsons sygdom i løbet af livet skønnes at være 1 ud af 40 eller 50.
- Sygdommen er mest almindelig efter 50-årsalderen, men den kan opstå tidligere.
- Symptomerne på Parkinsons sygdom er langsomhed, stivhed, rysten og balanceproblemer.
Læs mere i Parkinsons.
|
