Indledning
Formålet med dette hæfte er at oplyse læseren om Parkinsons sygdom på en enkel og letforståelig måde. Hvis du eller en nær ven eller slægtning har sygdommen, vil hæftet hjælpe dig til at bevare en positiv indstilling til behandlingen og til dagligdagen. Man kan også læse hæftet af almindelig interesse eller for at opdatere sin viden.
Parkinsons sygdom er en af de almindeligste af de sygdomme, der rammer centralnervesystemet. Den påvirker musklernes bevægelighed, og mange af dens symptomer skyldes tab af nerveceller i et meget lille område af hjernen. Dens vigtigste kendetegn er rysten, muskelstivhed og nedsat bevægelighed, som tilsammen bevirker, at den syges udseende og gang med tiden bliver karakteristisk.
For at få et klart billede af sygdommen må man forstå hjernens struktur og funktion, og disse gennemgås i første kapitel. De næste tre kapitler beskriver sygdommens kendetegn, hvordan den konstateres, og hvad man ved om årsagerne. Sygdommen blev beskrevet første gang i 1817 af dr. James Parkinson, der var praktiserende læge i London. Sygdommen har sandsynligvis eksisteret i hundredvis af år, men synes at være mere almindelig i dag. Det er heller ikke så sært, for sygdommen rammer for det meste folk på over 60-70 år, og i dag er der flere mennesker, der lever længere end til denne alder. Læger er også mere opmærksomme på Parkinsons sygdom i dag og er blevet bedre til at stille diagnosen. Det har været fremme, at andre faktorer, herunder miljøforurening, muligvis bidrager til sygdommens øgede hyppighed (se side 16).
Lægevidenskaben har identificeret nogle af de biokemiske årsager til sygdommen og måden hvorpå de påvirker hjernens funktion og dermed forårsager de typiske symptomer, og forskningen har ikke mindst åbnet mulighed for at behandle disse symptomer. Den medicinske behandling af sygdommen er beskrevet i detaljer i kapitlet ”Lægemidler til behandling af Parkinsons sygdom”. Nye lægemidler, der er kommet på markedet i løbet af de seneste 10 år, har ført til dramatiske ændringer med hensyn til kontrol af symptomerne og i fremtidsudsigterne for de mennesker, der for nylig har fået konstateret Parkinsons sygdom. I dag forskes der meget i at udvikle behandlingsmetoder, der forsinker eller forhindrer sygdommens udvikling – og det er sandsynligt, at denne type lægemidler vil blive tilgængelige i løbet af de næste 10 år.
Hæftets sidste kapitler handler om de praktiske udfordringer, som livet med Parkinsons sygdom indebærer, og som bliver betydelig lettere at håndtere, hvis man tager imod alle tilgængelige tilbud om støtte fra sundhedspersonale, som for eksempel fysioterapeuter og specialuddannede sygeplejersker. Læge Diane Playford fortjener en særlig tak for at have bidraget med kapitlet ”At leve med Parkinsons sygdom” (side 45).
Dette hæfte er tilegnet patienter med Parkinsons sygdom, deres samlevere og andre familiemedlemmer – de er en kilde til inspiration for andre, der står over for mindre alvorlige udfordringer i livet. Hæftet er også tilegnet de læger og forskere, der arbejder for at udvikle en kur mod sygdommen.
Værd at huske
-
Parkinsons sygdom er en af de almindeligste af de sygdomme, der rammer nervesystemet.
-
Parkinsons sygdom rammer for det meste folk, der er mere end 60-70 år gamle.
|