Indledning
Mere end hver tredje af os vil få kræft. Der er nu omtrent 230.000 mennesker i Danmark, som er blevet behandlet mod kræft. De fleste af dem overlever på længere sigt. Holdninger ændrer sig, og for de fleste mennesker er kræft ikke længere et tabuemne, som det tidligere har været. Mennesker med kræft har lettere ved at tale om deres diagnose end før i tiden, på samme måde som de ville gøre i forbindelse med de fleste andre sygdomme. Når de er i stand til at dele deres følelser med andre, bliver det også lettere for deres familie og venner at støtte dem.
Du ved måske allerede, at fremskridt inden for lægevidenskaben har haft en stor indflydelse på udsigten for mennesker med kræft. Naturligvis er ikke alle nyheder lige gode, men i begyndelsen af det nye årtusind er fremtiden for mange kræftpatienter nu lysere end for mange mennesker med andre sygdomme, der traditionelt er blevet frygtet mindre. Det går stærkt med at lære mere om, hvad der helt præcist går galt, når cellerne bliver til kræftceller, og opdagelserne fører til spændende nye behandlingsmetoder.
Kræft blev mere almindeligt i det tyvende århundrede. En grund er, at der er flere af os i den ældre aldersgruppe, og kræft er mest tilbøjelig til at ramme ældre mennesker. Den anden hovedårsag har været rygning. Selvom kræft er blevet mere almindelig, er chancerne for at blive helbredt dog også støt og roligt blevet større med tiden. De mennesker, som endnu ikke kan blive helbredt, lever længere og har en bedre livskvalitet.
Årsagen til forbedringerne skyldes tidligere diagnoser, bedre behandlingsmetoder, bedre patientstøtte og bedre organisation. Alle med kræft burde nu kunne forvente 'topmoderne' behandling og at have adgang til en vidtrækkende støtte fra både hospitaler og mange andre velgørende og frivillige organisationer.
En anden forbedring er det større kendskab, som patienter nu har til deres sygdom og behandlingsmuligheder. Patienterne bliver hele tiden informeret bedre på mange måder. God skriftlig information kan fås fra mange kilder (se nyttige adresser, side xy), og meget information gives som standard på de fleste hospitaler. Nyttige bøger, pjecer og andet materiale kan også bestilles hos Kræftens Bekæmpelse. Mange patienter surfer på internettet. Flere patienter vil nu med god ret deltage i beslutningsprocessen vedrørende deres behandling. Derudover har patienter og andre lægfolk flere og flere muligheder for at blive aktivt involveret ('brugerinvolvering') i planlægningen og tilvejebringelsen af hjælp på både lokalt plan og landsplan.
Dette hæfte omhandler ikke årsagerne til kræft og går heller ikke i dybden med bestemte kræftformer, men dér hvor de og deres behandling er nævnt, koncentrerer hæftet sig om de mere almindelige typer. Meget mere specifik information er tilgængelig andre steder (se side xy) og, hvad der er vigtigst, hos dine egne læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale.
Formålet med dette hæfte er udelukkende at give en kort introduktion til, hvad der vides om kræftens natur, hvad der nu kan gøres for mennesker, som får kræft, og hvilken behandling og støtte der i almindelighed hører til. Det er værd at nævne, at forskning i alt, hvad der har med kræft at gøre, er kendt som onkologi - 'onkos' er det græske ord for masse (f.eks. en knude eller tumor).
I senere afsnit antages det, at du er blevet bekendt med nogle af de begreber og ord, der er blevet forklaret tidligere. Så selvom meget i dette hæfte måske ikke er relevant for din egen situation, kan du alligevel få gavn af at læse de første tre kapitler som en introduktion.
Dette hæfte er skrevet til mennesker med kræft og deres familier og venner og andre interesserede lægfolk i håbet om, at de vil finde det informativt, nyttigt og let at forstå.
Værd at huske
- Mere end hver tredje af os vil få kræft, og der er omtrent 230.000 mennesker i Danmark, som er blevet behandlet mod sygdommen.
- Behandling af kræft bliver hele tiden bedre.
|