Indledning
Vi kender alle til skrøbeligheden, knoglebruddene, den krumme ryg og tabet af højde, som ofte ses som en naturlig del af det at blive gammel. I virkeligheden er det symptomer på sygdommen knogleskørhed (osteoporose), som kan forebygges, hvis man tager forholdsregler tidligt i livet. Hvis sygdommen får lov til at udvikle sig uden at blive behandlet, er knogleskørhed en af hovedårsagerne til smerte, invaliditet og død blandt ældre mennesker. Heldigvis er opmærksomheden over for knogleskørhed øget blandt læger og i den almindelige befolkning, og der er sket vigtige fremskridt angående, hvordan man stiller diagnosen og behandler sygdommen.
Knogleskørhed er betegnelsen for det fænomen, at knoglerne bliver skrøbelige eller tynde. Det sker for de fleste gamle mennesker. Det er almindeligt, at knoglemassen mindskes i takt med, at man bliver ældre. Det er først, når knoglemassen falder til et niveau, hvor sandsynligheden for knoglebrud er meget stor, at det udvikler sig til en sygdom. Hos unge voksne er knoglerne normalt stærke og brækker kun, hvis man bliver udsat for et alvorligt uheld, som f.eks. en bilulykke. Med alderen og visse sygdomme bliver knoglerne tyndere og dermed svagere, hvilket får dem til at brække lettere. Knoglebrud, der skyldes skrøbelige knogler, er det mest karakteristiske kendetegn ved knogleskørhed, og opstår især i håndleddet, rygsøjlen og hoften.
Risikoen for knoglebrud som følge af knogleskørhed stiger med alderen. I 80-årsalderen kan én ud af tre kvinder og én ud af fem mænd forvente at få hoftebrud. Et lignende antal kan forvente at få brud på rygsøjlen. I 50-årsalderen er risikoen for senere i livet at få knoglebrud 40 procent blandt kvinder og 13 procent blandt mænd. Hvert år får omkring 40.000 danskere knoglebrud som følge af knogleskørhed. Heraf er 11.000 lårbens- eller hoftebrud og 28.000 brud på underarmen eller rygsøjlen. (Kilde: Århus Amt, 28.02.05).
Selvom knogleskørhed er mest udbredt blandt ældre kvinder, kan sygdommen også ramme mænd, og den kan sætte ind i enhver alder. Udbredelsen af knogleskørhed varierer meget i forskellige dele af verden. For eksempel er sygdommen særligt udbredt i Vesteuropa og USA og rammer i højere grad europæere og asiater end afrikanere.
Eftersom den gennemsnitlige levealder stiger i hele verden, vil antallet af ældre mennesker stige dramatisk i løbet af de næste 50 år. Det vil lede til en fordobling af antallet af knoglebrud som følge af knogleskørhed.
Den smerte og invaliditet, der stammer fra knoglebrud, giver store sundhedsmæssige problemer for ældre mennesker i hele den vestlige verden. Knoglebrud er også en vigtig indirekte dødsårsag blandt ældre mennesker. Eksempelvis dør 15-20 procent af de personer, der rammes af hoftebrud, inden for seks måneder. Udgifterne til behandling af knogleskørhed er enorme, og de stiger, efterhånden som antallet af ældre personer stiger.
Eksemplet Fred
Fred blev ramt af Crohns sygdom og tarmbetændelse, da han var 16 år. Han måtte igennem adskillige operationer for at komme af med den syge del af tarmen og blev behandlet med steroider. Som 22-årig fik han alvorlige rygsmerter og fik taget nogle røntgenbilleder, som viste, at knoglerne var tynde, og at en af ryghvirvlerne var knust. Han fik stillet diagnosen knogleskørhed og kom under behandling for at mindske smerterne og forebygge yderligere knogletab. I dette tilfælde var knogleskørheden et resultat af kombinationen af steroider og den mindskede optagelse af næringsstoffer gennem tarmen.
Eksemplet Mary
Mary var 56 år, da hun brækkede håndleddet. Hun havde været rask indtil da og havde ikke tidligere haft knoglebrud. Håndledsbruddet skete, da hun snublede, mens hun var på indkøb, og landede på sin udstrakte arm, der skulle tage af for faldet. Hun blev undersøgt på skadestuen på det lokale hospital og fik armen lagt i gips. Få uger efter blev hun undersøgt af en ortopædkirurg for at sikre at bruddet helede. Derefter blev hun sendt videre til en anden afdeling for at få målt knogletætheden. Undersøgelsen viste, at hun led af knogleskørhed, og hun blev rådet til at tage medicin for at mindske risikoen for yderligere brud. I dette tilfælde havde kvinden ikke nogen særlig tilbøjelighed til at udvikle knogleskørhed, og lægerne konkluderede, at hun led af knogleskørhed som følge af overgangsalderen.
Eksemplet Cynthia
Cynthia på 70 år gik til lægen, fordi hun var blevet flere centimeter kortere i løbet af det forgangne år. Hun havde også bemærket, at hendes rygsøjle var blevet rundere, og at hun havde mistet sin figur. Hendes mave så ud til at være blevet meget rundere, og hendes talje var forsvundet. Daglige gøremål som husarbejde og indkøb var blevet sværere, fordi hun blev træt i ryggen efter at have stået op i længere tid. Selvom hun generelt havde været rask, var hun allerede kommet i overgangsalderen, da hun var 41 år, men var ikke blevet rådet til at få hormonbehandling på det tidspunkt. Røntgenbilleder viste, at hendes rygsøjle var ramt af knogleskørhed. Hun blev behandlet med fysioterapi og fik medicin for at forebygge yderligere knogletab. I dette tilfælde er det sandsynligt, at den tidligere overgangsalder har været afgørende for udviklingen af alvorlig knogleskørhed i rygsøjlen.
Værd at huske
- Knogleskørhed skyldes, at knoglerne bliver tyndere og derved brækker nemmere end normalt.
- Selvom det er mest udbredt blandt ældre kvinder, kan knogleskørhed også ramme mænd, og sygdommen kan indtræde i enhver alder.
- I 80-årsalderen kan én ud af tre kvinder og én ud af fem mænd forvente at få knoglebrud som følge af knogleskørhed.
|
