Lægeserien

Lægeserien > Gigt > Hvad er gigt? (indledning)

Hvad er gigt? (indledning)

Vores knogler, led og muskler udgør bevægeapparatet, der gør os i stand til at bevæge os rundt. Forskellige slags problemer kan opstå i bevægeapparatet, især når vi bliver ældre. Selvom kun tre procent af personer under 60 år har ledsmerter eller stivhed i leddene, stiger tallet til næsten 50 procent af de personer, der er over 75 år gamle.

Gigt vil i denne bog være den generelle betegnelse for problemer med leddene og det bløde væv som muskler og sener. Der findes mange former for gigtsygdomme, alt fra milde til alvorlige, og ikke alle former bliver gradvist værre.

Formålet med denne bog er at hjælpe dig med at forstå, hvordan dit bevægeapparat fungerer, hvad der kan gå galt med det, og hvilken hjælp du kan få, hvis det går galt. Det er især mit ønske at vise dig, at der er masser af ting, du kan gøre for at hjælpe dig selv - både i forbindelse med at behandle problemerne, når de opstår og at forebygge dem. Problemerne med gigt vedrører ikke kun ældre mennesker; mange af de mest almindelige tilstande rammer mennesker i alle aldre. Også personer, der ikke har problemer, kan lære at passe bedre på deres led og på den måde undgå problemer i fremtiden. Så jeg håber, at du kan finde noget af interesse, uanset hvor gammel du er, og uanset om du har gigt eller ej. På side 56 kan du finde en liste over adresser til yderligere information.


Det menneskelige skelet kan bevæge sig så godt, fordi det har mange led. Disse kan degenerere med tiden og give smerter og ubehag.

Sådan fungerer dine led
Led holder knoglerne sammen og gør i almindelighed bevægelse mulig. Nogle led, som for eksempel dem i bækkenet, bevæger sig ikke meget, og leddene i dit kranium bevæger sig overhovedet ikke. Men mange led kan bevæge sig frit, og disse led kaldes 'synovialled'. Alle de vigtigste led i kroppen er af denne type og har den samme grundlæggende opbygning (se tegning øverst på næste side).


Selvom synovialleddene i din krop findes i mange former og størrelser, er de ikke desto mindre bygget op af de samme grundlæggende elementer.

De er i stand til at bevæge sig meget og findes i mange forskellige former og størrelser - sammenlign for eksempel leddene i dine fingre med dem i dine knæ; leddene ser forskellige ud, men er bygget op af de samme grundlæggende elementer. Enderne af de to knogler, der danner leddet, er dækket med brusk. Det er et materiale, der fungerer som en støddæmper og sørger for, at knoglerne kan bevæge sig glat imod hinanden. Knoglerne bliver holdt sammen af meget stærke ledbånd, og hele leddet ligger i en såkaldt 'ledkapsel '.


Venstre knæ set fra venstre side. Bursaer er flade sække, der indeholder synovialvæske, som gør dem glatte og dermed gør det muligt for muskler og sener at glide let hen over hinanden, når leddet bevæger sig.

Indersiden af ledkapslen er dækket af en foring, der kaldes 'synovium ' (derfra navnet 'synovialled'), som giver en glat overflade og derfor gør det muligt for leddet at bevæge sig let. Ledkapslen indeholder en lille mængde smørende væske, kaldet 'synovialvæske ', som bliver produceret af synovium.

Når et led bevæger sig, skal musklerne og senerne omkring det kunne glide let hen over hinanden, og det sørger nogle strukturer kaldet 'bursa' for. En bursa er en flad sæk (bursa kaldes i daglig tale slimsæk), der nærmest minder om en ballon, før den er blæst op. Den indeholder en lille mængde synovialvæske, som gør de indre overflader glatte og muliggør, at de kan glide hen over hinanden. Mange sener løber i smurte skeder, der også er forede med synovium.


Mange sener løber i smurte skeder, der også er foret med synovium og smurt med synovialvæske. Skederne på undersiden af den højre hånd er vist med mørk farve.

Historier fra det virkelige liv

Alan gik til lægen, fordi han begyndte at få smerter i lysken, hver gang han gik. Han troede, at det kunne være brok. Efter at have undersøgt ham, fandt Alans læge ud af, at Alans højre hofte var temmelig stiv og sendte ham til en røntgenundersøgelse. Undersøgelsen viste, at Alan, der var 70 år gammel, havde en mild form for slidgigt (osteoarthrose) i sit højre hofteled. Hans læge anbefalede ham at tage almindelige smertestillende midler, når det var nødvendigt, men understregede at det var vigtigt at forblive aktiv og dyrke regelmæssig motion. Alan begyndte at gå til svømning for personer over 50 i sin lokale fritidsforening, og efter nogle få uger med regelmæssig træning, blev lyskesmerten meget mindre.

Cathy var kun 35, da hun bemærkede, at hendes hænder begyndte at hæve og gøre ondt. Hun følte sig også træt og utilpas og meget stiv i hele kroppen, når hun stod op om morgenen. Efter seks ugers tid tog det hende halvanden time at komme i gang om morgenen, og det var et problem, da hun skulle sende sine børn i skole. Hun gik til sin læge, og undersøgelser viste, at hun havde leddegigt (rheumatoid arthritis). Cathy blev henvist til et hospital, hvor lægen gav hende medicin for at mindske smerten og hævelserne og for at bremse udviklingen af leddegigten. En fysioterapeut lærte Cathy nogle øvelser, der var gode for at holde leddene i gang, og en ergoterapeut viste hende, hvordan hun skulle udføre de daglige gøremål på en måde, så leddene blev belastet mindst muligt. Hun skulle jævnligt gå til kontrol på ambulatoriet, og efter nogle få uger var hendes symptomer et langt mindre problem end tidligere.


Værd at huske

  • Gigtsygdomme er meget almindelige, og der findes mange forskellige typer.
  • Der er masser af hjælp - herunder selvhjælp - tilgængelig for mennesker, der lider af gigt.
  • Alle led, der kan bevæge sig frit, har den samme grundlæggende opbygning.
  • Det bløde væv, der er en del af et led - ledbånd, brusk, ledkapsel og foringen af leddet eller synovium - er lige så vigtigt som knoglerne.



Om lægehæfterne


Trykte udgaver
Hæfterne er udsolgt, og vi sælger dem derfor kun som e-bøger.

E-bøger til under kr. 15,-
Download e-bøgerne med det samme fra forlagets hjemmeside - de koster kun knap kr. 15,- pr. styk.

E-bøger med print-mulighed
E-bøgerne kan også købes med mulighed for udskrift til knap kr. 30,- pr. styk.



Hæfterne i serien